Vi starter året med at ansætte en lønchef. FOBU har tradition for kun at være to i ledelsen, men sidste år blev Dilek Secilmis forfremmet til løn- og regnskabschef, som en sikring af den høje kvalitet i administration. Efter de store systemoptimeringer vi har foretaget, står der klart for os, at vi skal have en dedikeret faglig chef for både løn- og regnskabsteamet. Efter en omfattende rekrutteringsproces, byder vi d. 1. februar velkommen til Sheena Jensby Hartmann.
Vi lytter meget til vores medlemmers feedback. Især under vores systemskift og i den tid vi har kørt i to lønsystemer på en gang, blev det afdækket at der hos FOBU er risiko for lange svartider eller opgaver uden ’ejermand’. Dette kan ske hvis en opgave har skiftet hænder, eller en opgave er blevet sendt til os over flere mails og til forskellige konsulenter.
Derfor er det besluttet at vi skal have en mailcentral, hvor alle mails registreres og tildeles en konsulent. Opgaverne vil være synlige for alle og dermed også, hvis deadline overskrides eller en mail står ubesvaret. Endnu en gave ved Zendesk er, at alt historik vil være synlig ved en henvendelse, dvs. ingen der kontakter os vil opleve at skulle forklare os en opgave forfra.
Det glæder vi os meget til og implementeres i små testgrupper. Vores medlemmer vil ikke opleve anden forskel end at vores mailadresser ændrer sig og så selvfølgelig knivskarp opgavehåndtering og -løsning. Du vil stadig kunne kommunikere direkte med din ønskede konsulent, for når du fx sender en mail til løn@fobu.dk og skriver ’Hej Karina’ sender systemet den automatisk til Karina. Det gode er så, at hvis Karina er syg, er det synligt for resten af teamet at du har sendt en mail til en fraværende konsulent, og du vil modtage lige så hurtigt svar, bare fra en kollega.
Det har været en drøm i årevis at få standardkontrakter til vores medlemmer, især dem i administration. Mange af vores medlemmer har kun en gammel indmeldelsesblanket som kontrakt, hvilket gør det utrolig svært at sætte en ramme for vores tilbud.
Vi løser flere og flere opgaver, og de administrative forventninger fra kommunerne stiger. Vi har for nuværende ikke et sprog for hverken at sige til eller fra, da der indtil for nyligt stod ”FOBU hjælper med alt” på vores hjemmeside.

Det vil vi også fortsat meget gerne, men vi bliver nødt til at have en fælles forventningsafstemning. Hvornår er noget en standard opgave og hvornår er det ekstraordinært?
Hvornår hjælper vi en nystartet leder ekstra, og hvornår overgår vi til hjælp til selvhjælp?
Hvornår gør vi noget som en tjeneste, for en leder i en svær situation, og hvornår er det en opgave der slet og ret ligger udenfor vores kompetencer?
Vi har lavet standardaftaler, der bliver gældende for alle, og som rulles ud i sidste halvår af 2026.
I 2026 bliver FOBU medlemmer af Børnesagens Fællesråd, hvilket vi har set meget frem tid. Deres medlemmer er organisationer for udsatte og anbragte børn og unge, men har i denne tid også fokus på ufrivilligt skolefravær og den brede mistrivselsdagsorden.

Eftersom vores selvejende og private dagtilbud ofte er små matrikler, der søges af forældre til børn med særlige behov, har vi en sag her vi gerne vil belyse. KLs politiske dagsorden om mangfoldige børnefællesskaber, mærkes blandt FOBUs medlemsorganisationer, og for at gøre opmærksom på denne sag, gavner det at være en del af noget større.

Af samme årsag, blev det under vores politiske dialogmøder før Kommunalvalget 2025, besluttet at vi sammen med en bred vifte af politiske partier og Selveje Danmark, vil søsætte netværket ”Sammen og dagtilbud”. Vi ved ikke meget om form og indhold endnu, men vi glæder os til at arbejde videre med tanken.
Til maj er der traditionen tro Årsmøde på Nyborg Strand. Der skal vi torsdag møde Søren Voxsted og Søren Holmgren og fredag Dorthe Birkmose og Julia Lahme. Se programmet her.
Endnu en gang deltager FOBU på Folkemødet i juni, hvor vi står for to debatter. En om generationsledelse og en om koncepter i dagtilbud. Og igen i år kan FOBUs medlemmer sikre sig plads på bussen fredag, som fragter jer både til og fra Folkemødet og giver jer muligheden for at deltage aktivt i debatten om koncepter i Selveje Danmarks velfærdstelt. Tilmeld jer bussen på Cursum. Vi glæder os!








Her kan du læse om vores konkrete arbejde med vision 2030, her hvor der er gået to år siden lancering. Meget er sket og vi håber I vil læse med - men vigtigst af alt, håber vi at I allerede nu kan mærke effekten af vores arbejde.
Se status for Vision 2030